Header menu

Du er her

Belysning i daginstitutioner

Belysningen er en vigtig del af jeres indeklima i institutionen. Det har desuden vist sig, at god belysning er med til at sænke støjniveauet

Der er to former for belysning, rumbelysning og arbejdsbelysning, der dækker forskellige aktiviteters behov for belysning.

Rumbelysning

Rumbelysningen skal sikre: 

  • at børn og medarbejdere kan færdes uden at falde over noget og støde sammen
  • at der er lys nok til de aktiviteter, der ikke er specielt lyskrævende
  • at rengøringen har tilstrækkeligt lys

Af hensyn til energiforbruget bør I bruge LED-pærer eller armaturer med LED til rumbelysning. Rumbelysningen bør være regulærbart.

Arbejdsbelysning

Arbejdsbelysningen skal benyttes de steder, hvor der er aktiviteter, som kræver særlig god belysning. Det være sig tegning, maling, højtlæsning, madlavning med mere.
Arbejdsbelysningen skal:

  • give en god belysning af arbejdsområdet. 
  • give en god farvegengivelse. LED-pærer giver tilnærmelsesvis 100 % farvegengivelse.
  • skabe områder i rummet, dér hvor aktiviteterne skal foregå. På den måde modvirker I, at børnene ”turer rundt”.

Arbejdsmiljø København anbefaler pendler over tegne-/maleborde, fremfor armaturer. Armaturer er en betegnelse for den ”skal” som pærerne sidder i. Arbejdsmiljø København anbefaler desuden vægmonterede lamper, hvor der læses højt. Det er desuden en god idé med spots i loftet rettet ned mod opslagstavler, plakater mm. Dette giver liv og lys i rummet.

Undgå blænding

Generelt skal I være opmærksomme på, at belysningen ikke blænder. Hvis I oplever en mærkbar forbedring, når I skygger over øjnene med hænderne er belysningen enten for kraftig eller for dårligt afskærmet. Denne test kaldes "Indianerprøven".

  • Lamper og armaturer skal være afskærmede eller være forsynet med gitter/plade således, at I ikke kan se lyskilden, med mindre I kigger direkte op i lampen.
  • Armaturer med opadrettet lys lyser loftet op og skaber på denne måde indirekte lys. Denne form for lys kan bruges som rumbelysning. Den modvirker blænding og åbner op for en fleksibel udnyttelse af rummet. For at sådanne armaturer skal virke godt, skal lofterne være hvide.
  • Der findes mange typer af armaturer. Blandt andet armaturer, der er både opad- og nedadlysende, med mulighed for separat at kunne slukke for enten den ene eller den anden belysningsretning. Der findes desuden armaturer, der kan reguleres trinløst.
  • Dér hvor I bruger armaturer, skal I være opmærksomme at den såkaldte farvetemperatur er på 2600 - 3000 Kelvin. En højere temperatur giver blåligt lys. Farvegengivelsen skal desuden være acceptabel. Det såkaldte Ra-tal skal være mindst 80.