Header menu

Du er her

Opladeren

- rolig vejrtrækning – en genvej til at finde ro i en travl tid

Hvad kan det bruges til?

Vejrtrækningen hænger tæt sammen med dine tanker og følelser. Åndedrættet påvirker din sindstilstand. Et dybt, langsomt og roligt åndedrag kan hjælpe dig til at finde ro i en travl hverdag. Det kan også være en genvej til at håndtere bekymringer og uro i en turbulent tid. Det klarer tankerne, så det bliver nemmere at få øje på nye handlemuligheder.

Øvelsen kan laves individuelt – eller I kan træne det fælles fx på personalemøder.

Sådan gør I

Øvelse 1: Opladeren

Stå eller sid med rank ryg. Tag 5 dybe og langsomme åndedræt. Ånd ind gennem næsen og ud gennem munden. Lad dine lunger fyldes helt op med luft og tøm dem helt igen, men uden at forcere vejrtrækningen. Mærk hvordan din puls sænkes og tankerne bliver mere klare.

Øv dig i at fastholde et dybt, langsomt og roligt åndedrag i travle situationer eller under vanskelige samtaler.

Øvelse 2: Fyld batterierne endnu mere

Træn vekselåndedrættet som består af:

  1. Indånding gennem venstre næsebor
  2. Udånding gennem højre næsebor
  3. Indånding gennem højre næsebor
  4. Udånding gennem venstre næsebor

Det var én runde.

Stå eller sid med rank ryg. Placer højre hånds strakte pege- og lange finger mellem øjenbrynene, så tommelfingeren befinder sig ud for din højre næseflig og den bøjede ringfinger ud for venstre næseflig. Pust langsomt ud gennem begge næsebor.

Vip nu hånden let, så tommelfingeren presser næsefligen ind og lukker for højre næsebor.

Træk vejret langsomt ind gennem venstre næsebor.

Vip hånden, så din tommelfinger slipper og åbner højre næsebor, mens ringfingeren presser næsefligen ind og lukker venstre næsebor.
Ånd ud langsomt af højre næsebor og ånd derefter ind af højre næsebor.

Vip hånden og ånd ud af venstre næsebor og ånd derefter ind af venstre næsebor

Fortsæt nu vejrtrækningen på denne måde 7 gange. Efterhånden kan du stille og roligt sætte antallet op.

Efter runderne tager du hånden ned og ånder ind og ud gennem begge næsebor i ca. 2 minutter. Øvelsen skal føles let og ubesværet. Du skal ikke forcere vejrtrækningen. Hvis du bliver svimmel eller utilpas, skal du naturligvis holde en pause. Det skal føles behageligt.