Header menu

Du er her

Styr på støjen i Hurlumhej

Læs hvordan der kom styr på støjen

I Børnehuset Hurlumhej på Bispebjerg har de gennem længere tid haft fokus på at mindske støj. Leder Bettina Brandt fortæller.

Ting der støjer

”Vi har i Hurlumhej arbejdet målbevidst på at mindske støjen fra legetøj og inventar. Vi har sat filtdupper under stolene. Vi har anskaffet kurve til opbevaring af legetøj – de larmer mindre end plastikkasser, ikke mindst når legetøjet lægges i. Og vi har flere legetæpper. Vi har til stor glæde for alle udskiftet gamle træbyggeklodser til nogle af gummi.

Støjsvagt legetøj

Vi har også en effektiv løsning på støjen fra legetøj og service på bordene.Vi har fundet et støjdæmpende filtunderlag, som ligger permanent på bordene. Oven på filtunderlaget lægger vi forskellige voksdug afhængig af, om der skal males, spises eller spilles spil.

Det har også givet god effekt at sørge for, at lokalerne er hyggeligt indrettet med planter og gardiner, som i øvrigt også i sig selv er med til at dæmpe lyden.”

Støjdæmpende dug

Pædagogik og adfærd

”Alt det er rigtigt godt, men hvis det virkelig skal batte, er det vores erfaring, at det skal følges op af bevidst pædagogik og adfærd.

Vi forsøger fx at undgå at tale sammen hen over hovederne på børnene. Det gælder også, når vi skal sige noget til forældrene, eller hvis forældre stiller sig op og taler sammen inde på stuen. Det må foregå ude på gangen eller et andet sted, hvor det ikke forstyrrer. Det kræver selvfølgelig, at personalet ikke er bange for venligt at henvise forældrene væk.”

Jeg kan ikke høre, hvad du siger, når du råber

Et andet fif, som Hurlumhej benytter, er at vente med at svare børn, der råber, til man er henne ved dem, eller helst, at de er henne ved dig, fortæller Bettina. ”Vi går hen til dem og siger: ”Jeg kan ikke høre, hvad du siger, når du råber. Gå hen til den, du vil tale med. Og vent med at sige det du vil, til du er derhenne.” Det er der også mange voksne, der har brug for at arbejde med. Råb skal kun bruges, hvis vi skal afværge en farlig situation.”

Rolig kontakt

Små fade

Hurlumhej fandt ud af, at der var meget støj ved frugt-tid. Traktementet var anrettet på få, store fade. Det betød, at børn, der sad i den anden ende, råbte: ”BE’ OM FADET”. Nu serveres frugt på mindre fade, så alle kan nå. Det har givet en helt anden ro om måltidet og dermed også mulighed for at tale sammen på en anden måde.

Undgå hurtige bevægelser og skæld ud

”En anden sjov ting er, at hvis vi bevæger os hurtigt og fortravlet, stiger støjen. De voksne skal bevæge sig roligt, og helst sidde ned sammen med børnene og være nærværende og rolige. Ja egentlig ligegyldigt om vi er ude eller inde, så falder støjen. Hvis vi som personale kan udstråle ro, smitter det af på børnene. Det har også stor betydning at fordele børnene, så de ikke forstyrrer hinandens leg, og så det ikke er nødvendigt at bryde ind med tilrettevisning om, at nogen skal skrue lidt ned for stemmen. Det gælder også, når vi er på tur. Ture foregår i øvrigt altid i mindre grupper. ”

Træerne vokser ikke ind i himmelen

”Det lyder måske forjættende, men i praksis er det ikke altid, det lykkes. Det vigtigste er at blive ved at være opmærksomme på, hvad der hjælper og blive ved med at snakke om det, så det bliver naturligt for alle. Hos os kan vi virkelig mærke, at der er mindre støj i dagligdagen.”