Header menu

Du er her

Vanevippen

Forandringer udfordrer vores vaner. Vanevippen hjælper til at få øje på, hvorfor det kan være svært at ændre vaner

Vanevippen hjælper til at få overblik over, hvad der står i vejen for at få forandringer gennemført i hverdagen. Tanken bag er, at man først begynder at gøre tingene anderledes, når man oplever tilstrækkelige fordele ved de nye vaner.

Hvis man fx skal i gang med at arbejde efter nogle nye centralt bestemte arbejdsmetoder, kan det opleves som en fordel, at det sikrer mere ensartethed og måske mere kvalitet. Samtidig kan det opleves som en ulempe, at man mister egen indflydelse på metodevalget og måske skal sige farvel til nogle arbejdsmåder, som man selv finder nyttige.

Redskabet hjælper til at diskutere, hvilke fordele der kan være ved at gøre tingene på nye måder og hvilke ulemper det giver. Hvis fordelene opleves som for små, vil man blive hængende i de gamle vaner. Redskabet udfyldes individuelt som baggrund for fælles diskussioner fx i teamet, MED-/arbejdsmiljøudvalget eller arbejdsmiljøgruppen.

Sådan gør I

1. Udfyld vanevippen hver for sig

  • Hvilke fordele er der knyttet til den gamle vane?
  • Hvilke ulemper er der knyttet til den gamle vane?
  • Hvilke fordele er der knyttet til den nye vane?
  • Hvilke ulemper er der knyttet til den nye vane?

2. Diskutér fælles

  • Hvordan ser det fælles billede ud – er I enige?
  • Hvad gør i i bevægelsen mod den nye vane, når i har bestemt jer for at ændre vane?