Header menu

Ambassadører for det gode arbejdsmiljø: ”Det handler om arbejdsglæde”

25.05.2022
Vi har mødt tre nyudlærte arbejdsmiljørepræsentanter. Hvad har de lært på AMR-uddannelsen? Og hvad er et godt arbejdsmiljø?

Vi har mødt tre nyudklækkede arbejdsmiljørepræsentanter, alle tre uddannet fra Arbejdsmiljø Københavns lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse. Hvad er det vigtigste for dem i forhold til et godt arbejdsmiljø? Og hvad tager de med sig fra udannelsen?

- Et godt arbejdsmiljø er en fin balance mellem at have lyst til – og mod på – at gå på arbejde hver dag. At man ikke går hjem og har mistet modet til næste dag. Det gælder både fysisk og psykisk. At din krop og hoved er o.k. med det. Og at du ikke er brændt helt ud.

Det mener Eva Maria Frederiksen, pædagog i Bispebjerg vuggestue, som netop har færdiggjort sin tredages AMG-uddannelse, som lært hende mere om rollen – og ansvaret – som arbejdsmiljørepræsentant på sin arbejdsplads.

Bevar den gode stemning

Sammen med kollegaen, Therese Ennemark fra udflytterbørnehaven i Utterslev Børnegård, og Fanny Vildershøj, psykolog i Københavns kommunes PPR, er de alle tre klar til at tage kasketten på som AMR på hver deres arbejdsplads, når de er tilbage i hverdagen igen.  

Hvad er et godt arbejdsmiljø for jer?

- Arbejdsglæde! Udbryder Fanny Vildershøj og fortsætter:

- Ikke fordi, man skal springe ud af sengen hver eneste morgen, men der skal være en overvægt af dage med arbejdsglæde: Det skal føles godt at gå på arbejde. Man kan godt holde ud af være presset i en periode, men over en bred kam, så skal det føles godt, mener hun.

Therese Ennemark supplerer:

- Vi bruger en kæmpe del af vores vågne tid på at være på arbejde, så hvis ikke det føles godt, er man landet det forkerte sted. Jeg håber, at jeg som AMR kan være med til at gavne det gode arbejdsmiljø. Hos os, der arbejder med børn, skal der helt grundlæggende være en god stemning blandt medarbejderne. Vi har stor udskiftning blandt børnene, men kollegerne hænger ved. Så det er supervigtigt, vi har det godt sammen som kolleger, siger hun, og fastslår:

- Det er en meget svær opgave at løfte, hvis det ikke fungerer med dem, man arbejder sammen med.

Eva Maria Frederiksen nikker og tilføjer:

- Et godt arbejdsmiljø er jo hele forudsætningen for, at vi lykkes med vores kerneopgave.

Hvad er en god arbejdsdag?

Therese Ennemark:

- Hvis man tænker: I dag skal jeg på arbejde med X og X – hurra, det gider jeg godt! Vi kender formentlig alle sammen til den kollega, der taler dårligt bag de andres ryg. Det skal vi gerne undgå. En høj grad af tillid til ledelsen er også vigtig for mig. Vi skal føle, at de vil os det godt.

Fanny Vildershøj:

- Det er vigtigt at have sit bagland i orden – en god kollegagruppe og en tydelig ledelse. Og at man føler sig nyttig, kan gøre en forskel - og får brugt sig selv på en god måde.

Eva Maria Frederiksen supplerer:

- Gensidig tillid genererer energi og overskud – man skal helst ikke gå hjem og føle sig ”tømt”. Der, hvor arbejdsglæden er størst for mig, er, når jeg sammen med børnene kan generere den ro og overskud, de har brug for. Og forudsætningen for det, er, at jeg har det godt med mine kolleger. I det ligger der, at vi skal turde at være konkrete: Hvad er din opgave, hvad er min?

Luge ud i brok

En del af AMG-uddannelsen handler om at blive klædt på med metoder til at håndtere udfordringer på arbejdspladsen. Og til at kunne skelne brok fra konstruktive løsninger. Eva Maria Frederiksen peger på, at de interviewteknikker, hun nu har lært på uddannelsen, vil være til stor gavn ift. kommunikation på hendes arbejdsplads:

- Interviewformen får mig til at fremstå ligetil og transparent overfor mine kolleger – og ikke bedrevidende. Det vil jeg gerne være. Det er jo langt nemmere at være barn, hvis de voksne er transparente og bevidste om deres ansvar.

Fanny Vildershøj er sikker på, hun fremover vil lytte anderledes til de kollegiale snakke i frokostpausen. Frustrationer er o.k., men brok kan være giftigt, mener hun:  

- Det er ikke konstruktivt bare at brokke sig. Så jeg kommer til at spørge mine kolleger mere direkte: O.K., så hvad gør vi ved det? Hvordan kan jeg hjælpe dig? Det er et ansvar, jeg har fået. Det er mit mandat som arbejdsmiljørepræsentant – og også andres forventning til mig.

Hun tilføjer:

- En ting er at lytte og anerkende den svære situation, vi står i – men hvordan kan man være anerkendende og afgrænsende, så det ikke bare bliver en selvforstærkende fortælling, som bliver giftig for arbejdspladsen. Dét er vigtigt for mig.

Styr på MED, TRIO og APV

Som arbejdsmiljørepræsentant skal man kunne finde rundt i de forskellige kommunale begreber, og vide hvor, man får hjælp og støtte. Hvordan er organisationen skruet sammen – hvem er MED og hvad er TRIO?

Det er også arbejdsmiljøgruppens ansvar at sikre det løbende arbejde med arbejdspladsvurdering (APV). Therese Ennemark er glad for, hun nu har fået en konkret tjekliste, hun kan gå direkte hjem og arbejde ud fra.

Fanny Vildershøj er blevet mere skarp på sin rolle, og helt konkret glæder hun sig til, at snakken om arbejdsmiljøet kommer til at fylde mere – ikke mindst, når hun skal i gang med APV’en. – Den er vigtig for hele arbejdspladsen, fortæller hun.

Eva Maria Frederiksen tilføjer, at Arbejdsmiljø Københavns tilbud er blevet mere present for hende. Og at hun nu kender til Tidlig Indsats rolle i forhold til rådgivning og mistrivselshåndtering, hvis det skulle komme dertil:

- Det giver mig en ro, at jeg nu ved, hvor jeg kan gå hen. Jeg har også lært, at det ikke er farligt. Der behøver ikke være bål og brand på arbejdspladsen, når man henvender sig til Arbejdsmiljø København. Det er helt o.k. at tage tingene i opløbet.

Ambassadører for arbejdsmiljøet – hvordan?

Alle tre har frivilligt meldt sig som AMR. ”Fordi det er en vigtig funktion”, slår de fast. Men også fordi de føler stærkt for trivslen på arbejdspladsen, og alle tre har en samarbejdende tilgang til uenigheder – fremfor det modsatte. Det er et ret godt udgangspunkt, mener de.

De mener også, at alle ansatte burde deltage i AMK’s arbejdsmiljøuddannelse. Ikke kun fordi, man lærer, hvad det gode arbejdsmiljø består af, og hvilke redskaber og metoder, man kan bruge i det forebyggende arbejde på arbejdspladsen. Men også for at lære, at det gode arbejdsmiljø begynder ved én selv:

- Helt lavpraktisk handler det for mig om: Hvad er det, jeg som pædagog – og som kollega og menneske på den her arbejdsplads – foretager mig. Hvad kan jeg gøre, så det bliver en rar arbejdsplads? Møder jeg sur på arbejde, skal jeg nok lige bruge to minutter på at forklare mine kolleger, hvorfor jeg er i dårligt humør. Hvordan bidrager jeg til et godt arbejdsmiljø? Kig indad, mener Eva Maria Frederiksen.

Therese Ennemark tilføjer:

- Det er så let at sige: ”Det er ledelsens skyld”. Men nogle gange er det faktisk medarbejderens eget ansvar. Vores faglighed er det grundlæggende, og det skal det altid være. Men det er jo et samspil mellem mennesker. Og hos os er der kontant afregning med vores børn – enten kan de lide dig, eller også kan de ikke lide dig. Vores arbejdsmiljø afspejles i børnenes trivsel.

Fanny Vildershøj, der som psykolog har sin daglige gang i kommunens institutioner, tilføjer:

- Når jeg er ude i virkeligheden, ser jeg også effekten af dårligt arbejdsmiljø i personalegrupperne – det er helt tydeligt, når pilen peger på de voksne. Hvis medarbejderne ikke er glade for at gå på arbejde – eller der er højt stressniveau – så smitter det af på børnene. Mit arbejde ville helt bestemt blive meget lettere, hvis alle tog en AMG-uddannelse, siger hun.

Therese Ennemark:

- Mange skifter arbejde pga. dårligt arbejdsmiljø. Vi skal sørge for, at folk er glade for at gå på arbejde. Fastholdelse af personalet bunder i et godt arbejdsmiljø, siger hun og tilføjer:

- Man kan stå distancen i det store, hvis man har et godt arbejdsmiljø. Det er jo hele kernen i det gode arbejde.

 

ARBEJDSMILJØ KØBENHAVN

Enghavevej 82
2450 København SV

Tlf. 3366 5766
amk@kk.dk
EAN: 5798009288066
 

Tilgængelighedserklæring

 

HOTLINES

Ring til

3366 5766

Tidlig Indsats / tast 1

Arbejdsmiljølinjen / tast 2

 

Nyhedsbrev

Arbejdsmiljøbrevet