Header menu

Arbejdspladsen post Corona: "Vi finder vejen med tæt dialog, tillid og tålmodighed"

15.03.2022
Corona har påvirket kommunens arbejdspladser. Hos Idrætsprojektet har tæt dialog, tålmodighed og samtaler i Tidlig Indsats været vejen frem.

- Jeg husker, jeg gik hjem fra arbejde med 40 i feber, selvom jeg egentlig havde raskmeldt mig, fortæller Maiken Bech Needham om den periode sidste sommer, hvor hun netop havde overstået et to ugers sygdomsforløb med Corona. Troede hun.

Med egne ord var hun ’møgsyg’ i 14 dage. Men det var ikke det værste. For efter første sygemelding blev hun ved med at have høj feber – flere gange om ugen, i lang tid. Herefter kom kvalmen, madleden, søvn- og koncentrationsbesværet.

- Det er svært at passe sit arbejde, når man ikke får sin søvn, har kvalme og ingen appetit, fordi maden smager råddent, og man generelt bare er træt hele tiden, fortæller hun.

Så Maiken blev deltidssygemeldt. Og det har hun været indtil februar måned i år. En deltidssygemelding, der kom i hus i tæt dialog med nærmeste leder og et samtaleforløb med en psykolog hos Tidlig Indsats.

Vi dækker ind for hinanden

Elin Mogensen er afdelingsleder i Idrætsprojektet, hvor Maiken er ansat. I Idrætsprojektet er ca. 100 medarbejdere beskæftiget – alt fra pædagoger og lærere til kandidater i pædagogik, psykologi og idræt – med et væld af aktiviteter i samspil med de af kommunens børn og unge, som står udenfor de positive fællesskaber, vi kender fra skolen og fritiden – eller som er på vej ud af fællesskaberne. Det kan være børn, som er vokset op i udsatte familier med fx. omsorgssvigt, eller unge, som er kriminalitetstruede eller har psykiske vanskeligheder.

- Vi møder børn og unge der, hvor de er. Og vi er en arbejdsplads, der aldrig aflyser en træning med et barn eller ung, fortæller Elin og fortsætter:

- Så det er klart, at når en træner bliver sygemeldt, går det ud over den daglige drift og udfordrer hele trænergruppen, fordi vi dækker ind for hinanden. Men en af mine fornemste opgaver er jo netop at støtte de medarbejdere, jeg har personaleansvar for.

- Og ja - vi har strukket os langt. Men det gør vi gerne. For jeg kunne ret tidligt mærke Maikens motivation for at komme tilbage til arbejdet. Og vi vil også rigtig gerne have hende tilbage, for hun er både super dygtig - og en meget værdsat træner. Så for mig var der ingen tvivl. Jeg har også hele tiden haft fuld tillid til, at Maiken gjorde alt, hvad hun kunne.

Et skridt frem…

Elin peger på, at usikkerheden var svær at håndtere. Hvornår kommer Maiken tilbage, hvis overhovedet? At de som arbejdsplads heller ikke har haft den fornødne viden om Coronasenfølger, gjorde ikke situationen lettere. Her var ingen nedskrevne retningslinjer eller tidligere erfaringer at trække på.

- Vi havde et ret håndholdt forløb. Det var ét skridt frem og to tilbage, men det har vist sig at være den rette vej at gå, siger hun og fortsætter: 

- Mit bedste råd til andre må være, at man skal være tålmodig. For det tager tid. Og det kan tage rigtig lang tid. Man skal være tæt på som leder, det kræver en løbende vurdering. Især når et sygdomsforløb går så meget op og ned.

En del af fællesskabet

Det var Elin, der tilmeldte Maiken psykologforløbet hos Tidlig Indsats i Arbejdsmiljø København. Her i samtalerne kunne Maiken få luft for sine frustrationer, og hun erfarede også, at hun ikke var alene med sine senfølger efter Corona.

Læs her, hvordan psykologerne i Tidlig Indsats kan hjælpe dig, der er sygemeldt med Coronasenfølger.

For begge har det været en stor hjælp, at Tidlig Indsats kom på banen. Det var med til at bekræfte dem i, at de gjorde det rigtige. Psykologen var også med til at rammesætte hele forløbet omkring Maikens tilbagevenden til arbejdspladsen:

- I overgangsperioden sørgede vi for, at Maiken stadig var en del af arbejdspladsen. Hun kom på nedsat tid, og Maiken var tydelig og fik sagt, hvad hun havde brug for: fx en lur midt på dagen. Så opgaverne blev indrettet efter, at hun kunne nå hjem i pauserne mellem opgaverne, og hvile sig. På den måde fik hun en bid af et tilhørsforhold, fortæller Elin.

Maiken blev også i en periode skånet for de mest krævende fysiske opgaver, såsom at cykle på tværs af byen med et barn i en ladcykel, og i stedet fik hun nogle midlertidige administrative opgaver. Også selvom hun, som træner med en pædagoguddannelse i rygsækken, ikke er ansat til det.

- Jeg er vildt glad for, at jeg fik lov at være en del af arbejdspladsen i den periode, hvor jeg stadig ikke kunne varetage mine almindelige opgaver. Jeg var aldrig interesseret i en fuldtidssygemelding. Det gjorde en stor forskel for mig, også selvom jeg i perioder kun arbejdede nogle få timer om dagen. Jeg var stadig en del af fællesskabet, mindes Maiken.

Ventetid på Senfølgeklinikken

Selvom Maiken stadig døjer med senfølger, er hun optimistisk omkring sin fremtid på den arbejdsplads, hun har været en del af i 4 år.

- Kvalmen, trætheden og koncentrationsbesværet påvirker stadig hele min dag. Men man vænner sig til det, nu når jeg har haft det så længe, siger hun og fortsætter:

- Men jeg håber godt nok, der kan gøres noget ved det, og at jeg kan få det bedre. Også derfor begynder jeg i et forløb hos Senfølgeklinikken, fortæller hun.

I skrivende stund er der 4-6 ugers ventetid på et forløb i Senfølgeklinikken i Region Hovedstaden. Tidlig Indsats hos Arbejdsmiljø København har haft ca. 25 samtaleforløb med medarbejdere, der har været plaget af senfølger. 

 

ARBEJDSMILJØ KØBENHAVN

Enghavevej 82
2450 København SV

Tlf. 3366 5766
amk@kk.dk
EAN: 5798009288066
 

Tilgængelighedserklæring

 

HOTLINES

Ring til

3366 5766

Tidlig Indsats / tast 1

Arbejdsmiljølinjen / tast 2

 

Nyhedsbrev

Arbejdsmiljøbrevet