Header menu

Krænkende adfærd er også en arbejdsulykke

10.02.2022
Det skal være trygt at gå på arbejde. Derfor skal du huske at indberette vold og krænkende adfærd som en arbejdsskade. Læs her hvorfor.

Karin er ansat i Københavns kommune og har daglige samtaler med borgere, der har brug for bistand. Fredag eftermiddag modtager hun en SMS med beskeden:

”Du kan godt forvente mit opkald mandag morgen kl. 8 og hvert minut frem til det her bliver FUCKINGA ordnet. Det skal være ordnet senest kl. 10 tirsdag! ELLER JEG DRÆBER MIG SELV FORAN ØJNENE PÅ DIG DIN FUCKING LUDER”

Karin bliver chokeret, men vælger at ryste det af sig, og tager hjem for at holde weekend. Det bliver ikke en god weekend for Karin. Hun har svært ved at glemme beskeden, og sover dårligt om natten. Karin har kun flygtigt kendskab til borgeren, og spekulerer på, hvad borgeren kan finde på at gøre, når hun møder på arbejde mandag morgen.

Toppen af isbjerget

Hændelser som den, Karin har været udsat for, er desværre ikke enestående. Arbejdsmiljø København (AMK) har indberetninger fra medarbejdere om hændelser med vold, trusler om vold og andre former for krænkende adfærd, der i værste fald kan give varige mén. Desværre er de hændelser, der bliver indberettet i SafetyNet i dag, kun toppen af isbjerget, fortæller Torben Kristensen fra AMK:

- Mange af kommunens ansatte, der oplever krænkende adfærd fra borgere, får aldrig indberettet deres oplevelser. Det vil Københavns kommune gerne lave om på – for fysisk og psykisk vold er enormt belastende. Ikke kun for den enkelte medarbejder, men for hele arbejdspladsen. Det skal være trygt at gå på arbejde, siger han og fortsætter:

- Har man været ude for en krænkende hændelse, kan det være svært at tale om. Vi oplever medarbejdere, der enten skammer sig over det, eller er fyldt med selvbebrejdelser: ”måske var jeg selv ude om det, eller det var jo ikke i ond tro” osv. Vi håber, vi kan være med til at ændre kulturen, så det fremover bliver lettere for den enkelte medarbejder at sige det højt, fortæller Torben Kristensen.

Niv, slag og blå mærker

Men hvad er definitionen på vold, og hvad betyder ’krænkende adfærd’? Det kan være svært at definere, netop fordi man som medarbejder kan have ”vænnet sig til” at blive udsat for krænkelser på daglig basis. Denne definition håber Arbejdsmiljø København at kunne stille skarpt på i det nye E-læringsprogram om krænkende adfærd. 

Bliv klogere på krænkende adfærd og hvordan du indberetter en arbejdsskade her

En af de anmeldelser, der er endt i SafetyNet, er en anmeldelse fra ”Stine”, som arbejder på et plejehjem i Københavns kommune. Stine har indberettet en sag med en voldsom oplevelse med en borger:

- En dag skal jeg hjælpe en beboer i bad. Beboeren skal vaskes ren for afføring og have ren ble og underbukser på. Det er ikke lykkes mine kolleger at få beboeren i bad tidligere på dagen, så nu er vi flere om opgaven. Mens jeg holder beboerens hænder, og min kollega vasker, rykker beboeren sine hænder fri flere gange. På et tidspunkt slår beboeren efter mit ansigt, men jeg får rykket mig væk. Flere gange bliver jeg nevet omkring ribben og på maveskindet, og også ret voldsomt på højre underarm, beskriver hun.

Stine indberetter også, at kun kort efter episoden bemærker tydelige hævede og begyndende blå mærker på sin krop.

Sig det højt

Karin, som vi har valgt at kalde medarbejderen, der modtog en ubehagelig fyraftens-sms, tager fat i sin kollega mandag morgen, da hun møder ind på arbejde. Hun og kollegaen, der er arbejdsmiljørepræsentant, taler oplevelsen igennem. Det er en kæmpe støtte for Karin, og hun føler sig set og anerkendt. Det er ikke hende, der er noget galt med. Hun har det dårligt på grund af borgerens opførsel – og forstår nu, at det er o.k., at hun reagerer på det.

Arbejdsmiljørepræsentanten hjælper Karin med at få registreret hændelsen som en arbejdsulykke i SafetyNet. Præcis, som AMK anbefaler det.

Torben Kristensen støtter op om, at man tager fat i en kollega eller endnu bedre: en leder eller arbejdsmiljørepræsentant, når man har været udsat for krænkende adfærd.

- Ved at sige det højt, er man med til at forebygge vold og trusler. Og når man indberetter hændelser med vold, trusler og krænkende adfærd som en arbejdsulykke, får vi mere viden, og kan bedre styrke det forebyggende arbejde på tværs i kommunen – og i sidste ende: forbedre arbejdsmiljøet på de enkelte arbejdspladser.

Få hjælp til den svære 1:1 snak med kollegaen – læs om Defusing her

Det er også vigtigt, at alle kommunens arbejdspladser får lavet deres egne retningslinjer for, hvad der sker i tilfælde af vold, trusler og krænkende adfærd. Retningslinjerne skal indeholde tydelige aftaler for hvem, der gør hvad og hvornår. Lederens rolle skal også være tydeligt beskrevet, så ingen er i tvivl om hvem, der har ansvaret.

 

ARBEJDSMILJØ KØBENHAVN

Enghavevej 82
2450 København SV

Tlf. 3366 5766
amk@amk.kk.dk
EAN: 5798009288066
 

Tilgængelighedserklæring

 

HOTLINES

Ring til

3366 5766

Tidlig Indsats / tast 1

Arbejdsmiljølinjen / tast 2

 

Nyhedsbrev

Arbejdsmiljøbrevet