Header menu

Live træning hjælper med hjemmearbejde

26.11.2020
Arbejdsmiljø København har fået succes med live træning til alle medarbejdere i Københavns Kommune, og stadig flere kommer med.

Lige nu er mange medarbejdere i Københavns Kommune delvist hjemsendt. Og ligesom ved skrivebordsarbejde alle steder, så kan det også være hårdt for kroppen at sidde derhjemme. Derudover har vi ikke alle de samme forudsætninger for at arbejde hjemme. Nogen sidder i sofaen, andre ved et bord der er for højt eller for lavt eller på en stol som vipper eller knirker. Og endelig er der den manglende daglige cykeltur eller gåtur på vejen til og fra arbejde.

For at imødekomme de mange forskellige udfordringer har Arbejdsmiljø København (AMK) siden marts tilbudt et kvarters træning hver dag klokken elleve. Alle medarbejdere i hele Københavns Kommune kan deltage, men det er især tiltrængt for de medarbejdere, som er delvist hjemsendt.

”Vi så et behov for at skabe fysisk aktivitet og få skabt nogle arbejdsfællesskaber, når vi nu alle sammen sad hjemme i hver vores lille boble. Derfor udviklede vi online-tilbuddet Live træning”, siger Rasmus Ringgaard Schierbeck, fysioterapeut og tovholder på livetræningen.

Professionelle fysioterapeuter har sammensat et træningsprogram, som kommer godt igennem hele kroppen med særligt fokus på de muskler, som er ekstra udsat under hjemmearbejde: skuldre, lænd, arme, håndled, øjne etc.

Her ser I Anne Marie Andersen, specialkonsulent i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, der live træner i sin stue:

Artiklen fortsætter under videoen

Live træning

Træning uden hjælpemidler

AMK startede træningen i marts med målet om at både styrke de psykiske og fysiske arbejdsmiljø, mens mange i kommunen var hjemsendte. De oprettede en Teams-gruppe, som nu har over 500 medlemmer, og til den daglige træning er der ca. 70-80 deltagere fra hele kommunen.

”Træningen skulle være så simpel som muligt. Derfor laver vi næsten kun øvelser uden hjælpemidler, og hvis det er nødvendigt, tager vi ting i brug, som vi alle har derhjemme. En stol for eksempel. Og så har vi indkaldt fem gange om ugen, så man selv kan vælge, hvor ofte man vil være med. Det skulle også gerne være så fleksibelt som muligt”, fortæller Rasmus.

Træning i arbejdstiden var ikke nyt for AMK, men pandemien fik sat gang i projektet og rykkede det online, og det har været rigtig godt, mener Rasmus: ”Mange af de her tanker, har været der inden pandemien. Men i og med at man ikke har set samme behov, så har vi ikke fået sat det rigtig i gang. Vi har nogle indsatser og ydelser, og de går deres vante gang. Udviklingsprojekter kan være svære at få ind i det arbejde. Men med Covid-19 blev det helt afgørende nødvendigt, og derfor gik det hurtigt”.

Fortsættelse følger?

Nu er spørgsmålet så om tilbuddet om Live træning vil fortsætte med at have stor succes – også når vi skal helt tilbage på arbejdspladserne.

”Vi vil rigtig gerne fortsætte det her arbejde. Det håber vi også, at deltagerne vil. Selvom pandemien slutter, er der jo mange, som arbejder hjemme engang i mellem. Og hvis man er på arbejde, så kan man samles omkring én skærm og deltage i træningen sammen”, foreslår Rasmus.

De fokusgruppeinterview, som AMK lavede i foråret, var meget positive overfor Live træning. Deltagerne roste blandt andet kvaliteten af træningen og sagde, at det var inspirerende og lærerigt at være med. Nu er AMK i gang med en mere tilbundsgående brugerundersøgelse af tilbuddet, som vi forventer at have klar i løbet af december måned.

Deltag i Live træningen her.

ARBEJDSMILJØ KØBENHAVN

Enghavevej 82
2450 København SV

Tlf. 3366 5766
amk@amk.kk.dk
EAN: 5798009288066
 

Tilgængelighedserklæring

 

HOTLINES

Ring til

3366 5766

Tidlig Indsats / tast 1

Arbejdsmiljølinjen / tast 2

 

Nyhedsbrev

Arbejdsmiljøbrevet