Træning styrker fællesskabet

Fællestræning i arbejdstiden kan være svært at få sat skub i. Arbejdsmiljø København står klar med hjælp og inspiration til at holde fast

- Vi ved, at træning i arbejdstiden kan være svært at prioritere i en travl hverdag. Og en svær opgave at løse i en tid, hvor vi har svært ved at rekruttere og fastholde medarbejdere, fortæller Vibeke Andersen, der er arbejdsmiljøkonsulent og fysioterapeut hos Arbejdsmiljø København. 

- Men netop derfor er træningen så vigtig: Fællestræning giver et kollegialt fællesskab, som er med til at fastholde og motivere medarbejdere. Den er en kæmpe gevinst for trivslen på arbejdspladsen.
- Og så kan vi ikke komme udenom, at træning er med til at reducere smerter, siger hun. 

Arbejdsmiljø København står klar

Har man svært ved at komme i gang med Træning i arbejdstiden, kan Arbejdsmiljø København give en hjælpende hånd: 

-Vi sender fysioterapeuter ud for at give gode tips til træningsøvelser, og tilbyder også gerne at træne med den første gang, så medarbejderne kommer godt fra start, fortæller Vibeke Andersen. 

På AMK’s hjemmeside kan man bestille træningskort med gode simple øvelser, der er nemme at træne ud fra, og på hjemmesiden findes desuden træningsvideoer, som kan bruges som inspiration. 

Arbejdsmiljø København uddanner desuden træningstovholdere, som fungerer som instruktører, og er med til at fastholde medarbejderne i de ugentlige træningstider. 

- Gode tovholdere er uundværlige, når det gælder træning på arbejdspladsen, siger Vibeke Andersen.

Læs vores reportage fra Ørestadens Plejecenter, hvor billedet øverst er fra. Ørestaden er et af de plejehjem i kommunen, hvor medarbejderne er blevet rigtig gode til at få trænet sammen i arbejdstiden:

"Min krop skal holde til resten af mit arbejdsliv"

Bliv træningstovholder

Hos Arbejdsmiljø København kan du tage et kursus, som gør dig klar til rollen som træningstovholder. 

På kurset vil du: 

  • Blive klædt på til at stå for den praktiske afvikling af holdtræning for kolleger, guide dem igennem det aftalte øvelsesprogram og skabe en god stemning på holdet.
  • Få udleveret færdige træningsprogrammer lige til at anvende i dagligdagen.
  • Få indsigt i at lave øvelser af forskellige sværhedsgrad eller give alternative øvelser, der svarer til kollegernes træningsniveau.
  • Få viden om, hvad der motiverer dine kolleger.

Læs mere om træningstovholderuddannelsen her